Teksten på denne side er hentet fra hjemmesiden: www.salmer.dk
På Jesu død og blodig sår
1: På Jesu død og blodig sår
begynder jeg mit kirkeår;
hans rejse til Jerusalem
gør, at jeg vandrer trøstig frem,
det sidste trin skal blive godt,
ret lige op til Zions slot.
2: På Jesu sande livsens ord
min tro og salighed beror;
den vej, han viser, vil jeg gå,
den arv, han lover, vil jeg få,
og uden ordets klare skin
jeg ej vil gøre mindste trin.
3: Min Jesus jeg mig ofre vil
og al den del, mig hører til;
ej noget er så godt og rart,
at det for ham skal blive spar't,
hvad ham til ære kastes hen,
det findes tusindfold igen.
4: Jeg holder daglig kirkegang
med ordets læsning, bøn og sang,
hosianna mig i mund og sind
skal følge både ud og ind,
fordi, du Davids søn, du est
mit hjertes daglig frydefest.
5: O, Gud ske lov til evig tid,
at tiden er så himmelblid,
ret ligesom det var en vår
til evighedens kirkeår,
at vi kan her begynde på
for tronen nat og dag at stå.
6: Hosianna! milde Davids søn,
vor ærenpris og tusindskøn!
O, måtte dog den ganske jord
nu blive til et syngekor,
al verden til en helligdom,
fordi Guds Søn til verden kom!
7: Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang!
Forkynd, hvor sød han er og blid
fra nu og indtil evig tid!
Hans Adolph Brorson, 1742
Melodi: Valentin Schumann
I det følgende link, kan man hører melodien til ugens salme:
Klik her for at høre melodien
Tanker til ugens salme: På Jesu død og blodig sår
Palmesøndag slår man påskens tema op med Kingos salme Se hvor nu Jesus træder. Den har Erik Norman Svendsen skrevet om i ugens salme i april 2022, så det vil jeg hermed henvise til. Den er for mig indgangssalmen til gudstjenesten palmesøndag. Bortset måske fra en børnegudstjeneste, hvor man kunne overveje at begynde med Gør døren høj, gør porten vid.
Evangeliet første søndag i advent og evangeliet palmesøndag er det samme: Jesu indtog i Jerusalem. Jeg har derfor i stedet valgt en adventssalme, som handler om Jesu indtog i Jerusalem: På Jesu død og blodig sår, begynder jeg mit kirkeår. Det lyder afskrækkende, men vi forkynder jo i påsken, at Jesus Kristus i sin død træder i stedet for os og soner vores synder. Kirkeåret begynder jo ikke palmesøndag, så man kan dårligt synge hele salmen på denne årstid. De sidste tre vers af salmen er derimod eminente som slutningssalme.
Brorson er lyriker, på blideste vis opfordrer han os til at åndeligt talt at strø palmer for Jesu fødder og bryde ud i sang. Synge Hosianna, som vi gør det hver søndag i gudstjenesten inden nadveren.
Salmens lyriske melodi understøtter teksten.
O, Gud ske lov til evig tid,
at tiden er så himmelblid,
ret ligesom det var en vår
til evighedens kirkeår,
at vi kan her begynde på
for tronen nat og dag at stå.
Hosianna! milde Davids søn,
vor ærenpris og tusindskøn!
O, måtte dog den ganske jord
nu blive til et syngekor,
al verden til en helligdom,
fordi Guds Søn til verden kom!
Op, Zion! Læg din enkedragt,
ifør dig lysets brudepragt!
Strø palmer for hans fødders gang,
og mød din skat med frydesang!
Forkynd, hvor sød han er og blid
fra nu og indtil evig tid!
Brorson kan sin kristologi: Den sagtmodige konge kommer ridende på et sølle æsel. For ham er billedet af Davids søn derfor en ærenpris, en lillebitte lyseblå blomst, der lyser op i græsset for din fod og giver Gud æren. Brorson kalder også Jesus for en tusindskøn, en lille hvid blomst, som vi i dag kalder tusindfryd eller bellis. Sådan billedliggør Brorson Kristushymnen fra h, (kap2, vers 6-11), som siger, at Jesus ydmygede sig og blev lydig til døden.
Han tilføjer hermed et nyt billede til palmesøndags beretning om Jesus, der sagtmodigt rider ind i Jerusalem på et æsel. Hver gang jeg ser en lille ærenpris eller tusindfryd i græsset, tænker jeg på denne salme og kommer uvilkårligt til at synge verset som frydesang til ham, der rider lige ind i vores hjerter, stille og mildt, på sit æsel.
Guds menighed, sammenlignes med en enke. Som mange vil vide, er det, fordi menigheden i pietistisk teologi er Jesu brud. Denne brudelyrik, som findes i mange salmer fra denne tid, har jeg altid fundet bevægende og meningsfuld.
Forårstiden kan være så himmelblid (v 4), at vi begynder at længes efter at opleve evighedens forår, Guds rige i al sin glans. Denne himmellængsel kan man trække på smilebåndet af, hvis man vil, og se som et tidsbundet udtryk. Men når sandheden skal frem, så tænker vi på oftere på himlen end vi aner, både store som små. Det ved jeg som tidligere sognepræst og sygehuspræst, og det ved jeg fra mine børnebørn, for små mennesker vil også gerne vide noget om Guds evighed. De er nemlig små nok til at bøje sig efter en tusindfryd i græsset.
Anna Bojsen-Møller